Når forældre vælger en drikkeflaske af plast til deres barn, ser de ofte efter glas- og gaffelsymbolet og oplysninger om, at produktet opfylder EU-kravene. En sådan mærkning kan skabe en følelse af, at produktet er blevet kontrolleret og vil være sikkert under alle omstændigheder.

I virkeligheden betyder glas- og gaffelsymbolet, at produktet er beregnet til kontakt med fødevarer. Overensstemmelse med EU-kravene betyder, at produktet skal opfylde de fastsatte krav til materialesammensætning og migration af stoffer under de tilsigtede anvendelsesforhold.

Det er et vigtigt grundlag for sikkerheden. Men det garanterer ikke, at materialet bevarer sine oprindelige egenskaber under alle forhold og i ubegrænset tid.

Hvordan testes plast?

Plastmaterialer, der kommer i kontakt med fødevarer, reguleres af forordning (EU) nr. 10/2011. Under prøvningen måles det, hvor stor en mængde stoffer der kan overføres fra materialet til fødevarer eller til en særlig væske, der simulerer fødevaren.

Testforholdene vælges ud fra, hvilke drikkevarer, temperaturer og kontakttider produktet er beregnet til. For produkter, der er beregnet til gentagen brug, foreskrives der også gentagne migrationstest.

Standardiserede test gør det muligt at vurdere, om produktet opfylder de fastsatte krav. De kan dog ikke bogstaveligt gengive hele flaskens levetid: flere måneders daglig brug, gentagen opvask og sterilisering, fald, ridser, sollys og kombinationen af alle disse faktorer.

Hvad sker der med plasten ved daglig brug?

I hverdagen udsættes flasken samtidig for temperatursvingninger, ultraviolet stråling, rengøringsmidler og mekanisk slitage.

I en lukket bil, der står i direkte sollys, kan temperaturen stige markant. Varme fremskynder ældningen af visse plasttyper og kan øge migrationen af enkelte stoffer. Langvarig udsættelse for sollys kan også gradvist ændre polymerens struktur. Regelmæssig rengøring med en flaskebørste eller i opvaskemaskinen, fald og barnets tygning på den bløde drikketud kan medføre ridser og andre skader.

Med tiden bliver overfladen mindre glat og vanskeligere at rengøre grundigt. Materialet er da ikke længere i samme stand, som da produktet blev købt og gennemgik de oprindelige test.

EU anerkender, at plastprodukter til gentagen brug bliver slidt

Ændringer i EU-lovgivningen, som trådte i kraft i 2025, tager udtrykkeligt højde for, at tilstanden af plast beregnet til gentagen brug kan forringes, og at migrationen af materialets bestanddele kan øges.

Producenterne skal informere brugerne om:

• hvordan slitagen på produktet kan begrænses;
• hvilke synlige ændringer der tyder på, at materialets tilstand er blevet forringet;
• ved hvilke skader eller anvendelsesmåder produktet ikke længere er egnet til kontakt med fødevarer.

Tegn på, at materialets tilstand er blevet forringet, kan være revner, netværk af fine revner, delaminering, deformation og varige farveændringer. I praksis begrænser producenternes anvisninger sig dog ofte til en generel anbefaling om at stoppe med at bruge produktet ved de første tegn på skader eller svækkelse af materialet. For selve plastflasken angives der som regel ikke et bestemt tidspunkt for udskiftning, og forbrugeren får ikke altid klare kriterier for, hvornår slitagen er blevet kritisk.

Hvad er NIAS?

Ved fremstilling, brug og ældning af plast kan NIAS – ikke-intentionelt tilsatte stoffer – forekomme eller dannes. Det kan være urenheder, kemiske reaktionsprodukter og nedbrydningsprodukter fra materialet.

EU-lovgivningen kræver, at risiciene ved NIAS vurderes. Det er dog vanskeligt at identificere og toksikologisk evaluere alle tænkelige forbindelser, især når materialet samtidig udsættes for varme, sollys, rengøringsmidler og mekanisk slitage. Europæiske eksperter fremhæver behovet for at rette større opmærksomhed mod færdige produkter, komplekse blandinger af stoffer, NIAS og den mulige eksponering af særligt sårbare grupper, herunder børn.

Hvad med mikro- og nanoplast?

Migrationstest vurderer primært overførslen af kemiske stoffer fra materialet. Moderne forskning viser dog, at visse plastprodukter også kan afgive mikro- og nanoplastpartikler ved opvarmning, rystning, opvask og gentagen brug.

Mængden af partikler afhænger af plasttypen, temperaturen, produktets tilstand og den måde, det anvendes på. Samtidig er der endnu ikke fastsat sikre eksponeringsniveauer for mikro- og nanoplast.

Hvad betyder overensstemmelse med EU-kravene i praksis?

Overensstemmelse med EU-kravene betyder, at et nyt produkt skal opfylde de fastsatte krav under de tilsigtede anvendelsesforhold. Det garanterer derimod ikke, at materialet efter flere måneders opvarmning, sterilisering, opvask, fald og ridser stadig er i samme stand, som da produktet blev testet.

Der er fortsat mange gråzoner:

• For selve plastflasken angives der ofte ikke et bestemt tidspunkt for udskiftning.
• Producenterne forklarer ikke altid, hvad der skal betragtes som kritisk slitage.
• Mikroskopiske skader og ændringer i plastens struktur kan være usynlige for det blotte øje.
• Uklarhed eller farveændringer er ikke altid tegn på en risiko, men fraværet af synlige ændringer bekræfter heller ikke, at materialets egenskaber er helt uændrede.
• Uden en laboratorieanalyse er det ikke muligt at fastslå, om migrationen af stoffer fra en slidt flaske fortsat holder sig inden for de fastsatte grænseværdier.

I praksis forventes det, at forældrene selv vurderer materialets tilstand uden særlig viden, udstyr eller universelle kriterier. En almindelig forbruger kan opdage en tydelig revne eller deformation, men kan ikke afgøre, hvornår den samlede slitage er begyndt at påvirke migrationen af stoffer eller frigivelsen af mikro- og nanoplastpartikler.

En flaske kan stadig se brugbar ud, selv om materialets tilstand allerede adskiller sig væsentligt fra det nye materiale, der oprindeligt gennemgik testene.

Hvordan kan kontakten mellem barnets mad og plast reduceres?

Den mest direkte måde at undgå denne usikkerhed på er at vælge en flaske, hvor alle dele, der kommer i kontakt med mælk, modermælkserstatning eller andre drikkevarer, er fremstillet af alternative materialer.

En flaskekrop af rustfrit stål af høj kvalitet eller glas er ikke en kilde til mikro- og nanoplast. Til fleksible dele kan der anvendes fødevaregodkendt silikone eller silikone af medicinsk kvalitet, som er testet i henhold til LFGB-kravene og BfR-anbefaling XV.

Det er samtidig vigtigt at vurdere hele produktet. Selv på en flaske af glas eller rustfrit stål kan låget, gevindet, ventilen, sugerøret eller andre indvendige komponenter være fremstillet af plast og komme i direkte kontakt med drikkevaren.

Overensstemmelse med EU-kravene er et vigtigt grundlæggende kriterium, men det fjerner ikke usikkerheden omkring plastens gradvise slitage. En almindelig forbruger kan ikke se alle ændringer i materialet eller selv kontrollere, om flasken efter flere måneders brug stadig har de samme egenskaber, som da den var ny.

En helt plastfri konstruktion reducerer en væsentlig del af denne usikkerhed: Forældrene behøver ikke forsøge at opdage usynlig kritisk slitage på plasten eller være i tvivl om, hvorvidt materialet stadig har bevaret sine oprindelige egenskaber.

Kilder anvendt i artiklen:

• European Commission: Legislation on food contact materials
• EUR-Lex: Commission Regulation (EU) No 10/2011 on plastic materials and articles intended to come into contact with food
• EUR-Lex: Commission Regulation (EU) 2025/351
• European Commission: Evaluation of EU rules on food contact materials
• Nature Food (2020): Microplastic release from the degradation of polypropylene feeding bottles during infant formula preparation